International group exhibition:
NOT HERE YET
H2 – Zentrum für Gegenwartskunst im Glaspalast, Augsburg, Germany
19. November 2016 – 23. April 2017
Maurizio Cattelan with host Edith Wolf Hunkeler
Johanna Diehl - Hamish Fulton - Alberto García Alix
Andy Heller - Omar Imam - Ferit Kuyas - Charlotte Moth
Vitus Saloshanka - Burkhard Schittny - Susanne Wellm
Curated by Celina Lunsford & Thomas Elsen
Migration is currently a high profile term and issue. However, our attention has been caught not only by the most recent developments in the numerous trouble spots and war zones in Europe and elsewhere; our awareness of the causes, potential reactions and also of our own position has led to a process of deep reflection.
Not Here Yet illustrates an artistic exploration of this issue which, in an art context, was and is never the result of a primarily actionist perspective, but was and is always comprehensive and fundamental. Reflections of personal biographies mirror this as much as observations of nature, landscapes and urbanity, and social constellations. From an artistic perspective, the question of where we come from and where we are going means a fundamental exploration, not only of the physical movements of people but also, and above all, of change as a quest and an intellectual process. Of continuous movement as an existential moving ahead between our roots and permanent departure, as an act of exploring the world but also always of a critical exploration of our own, ever changing position. And maybe also of a rationally, hardly explicable desire for permanent migration borne from a deep longing to arrive
somewhere; something that Larry Sultan expressed as, "the restlessness of hoping something will happen".
In Not Here Yet, the photographic, video and performative images created by eleven international artists stand for this quest and paint a complex overall picture.
H2 – Zentrum für Gegenwartskunst im Glaspalast
Beim Glaspalast 1, 86153 Augsburg
T (08 21) 3 24-41 69 | Di-So 10-17 Uhr
www.h2-glaspalast.de
Magasinet Kunst - December 2016, tekst af Tove Thage.
(Find the English version in section; About/Press and Texts)
Susanne Wellm :
Den illusoriske retina & tekstile undertoner
af Tove Thage
Nogle billeder kan ligefrem mærkes mellem fingrene, når man ser dem. Susanne Wellms (f. 1965) fotografier karakteriseres materialitet, parret med formel strenghed og af en resonans foran kameraet - et stille metafysisk udtryk. Motiverne virker tavse og beskriver formfuldendt personers og genstandes udkanter. Episke udfordringer i hverdagslivet fremhæver personer og genstandes grundlæggende egenskaber: rene linjer og gentagne elementer der understreger knapheden i udtrykket. Den visuelle verden forbliver halvabstrakt. Den aktuelle udstilling, Between Still and Moving / Selected Short Stories på Brandts 13 lægger koncentrationen på oplevelsen af at se, at stoppe op og at være til stede. I hver ophængning fortæller Susanne Wellm en lille novelle, en ’Short Story’, der omhandler personlige relationer. Hver især udtrykkes gennem et portræt af en person og et univers knyttet til denne, via immanens eller som ved en indre dynamik. Det er en spejling af det indre i det ydre og af rummet og kroppen i rummet.
Pendler i tiden
Hvert af Susanne Wellms billeder består af flere billeder, de ligger som lag på lag, digitalt sammenføjet. Fotografiske og tematiske spor går således i dialog med hinanden. Temaerne skildrer bevidsthedens vekslende tilstande fra det skarpt analyserende til den forvirrede opvågnen, der som indre monologer fungerer som en jeg-fortælling. Der er ikke kun et spørgsmål om en visuel beskrivelse af en ydre handling, men i høj grad om en oplevelse af virkeligheden, en adgang til de ubevidste lag. Associationerne leder Susanne Wellms billedbrug - og beskuerens tanke- virksomhed - hen på fortidige begivenheder, mens de understøtter dannelsen af et mere klart og helt billede af nutiden. Hun bevæger sig som en pendlende i tid.
‘Hvad man finder på gaden som fotograf, kan ingen filminstruktør arrangere’. Ordene er den franske dokumentar-fotograf Robert Doisneaus (1912-1994). Susanne Wellm oplyser at hun ikke finder sine billeder som dokumentarfotograf, men som loppemarkedsjæger især i Berlin. Billederne behøver ikke stamme fra egne familiealbums. Nyoptagelser bliver til i kunstnerens atelier forrest på Amager.
I 2013 vandt Susanne Wellm de samlede fotografikuratorers pris ved Museet for Fotokunst ved Brandts Foto Triennale. En del af prisen udgøres af en soloudstilling samme sted. Her i 2016 vises resultatet, netop nu på Brandts 13.
Indre landskabers efterbilleder
Susanne Wellm skaber de installatoriske værker med et stærkt personligt afsæt. I sine tidlige værker fra sen-90’erne, Photogravure udgivet som bog i 2000, viser hun livets basale vilkår, med afsæt i den nære omverden i fotogravure-sekvenser: opvågnen, fødderne i brusebadet, kaffe-koppen i skødet, den tomme tallerken set i et altforklarende perspektiv, højt oppe og skråt bagfra. Handlinger vi alle udfører, men som samtidig er symbolske eller nærmest rituelle. Private oplevelser bruges direkte, men peger langt ud over hendes eget liv. På Wellms fotografier behandles de universelle temaer på en almengyldig og samtidig nyskabende måde. Virkeligheden er kompleks, og som udenforstående kan man ikke uden videre identificere privatsfæren. Den kunstneriske essens i billedet rammer beskueren som et efterbillede, som efterklange af steder eller oplevelser, hvor noget er hændt.
Hvornår er kunsten et spejl, og hvornår fungerer den som en prisme? Vi rammes af det skæve lys og får sendt selvopfattelsen ud i nye retninger. Det er billeder, der skaber en fotografisk oplevelse, hvor vi som beskuere er med til at aktivere værket, og som tillader, at fotografierne eksisterer, med deres små forskydninger, både som fikserede, uformulerede, statiske og temporære, tømte for indhold og helt repræsentationelle. De beviser, at kunst kan skabe bevidsthed.
Spørger man Susanne Wellm svarer hun, at billederne bliver til i en kunstnerisk fri, legende proces, én som, hos beskueren, aflæses som ikke nagelfast, men spørgende. Det lykkes. Det er stof til eftertanke, eller rettere, det er billeder til at samle tankerne. Hvor går man hen og samler sine tanker? Hvor kan vi reflektere over, hvad jeg’et bærer med sig?
Billederne er autonome, sofistikerende, dragende og inspirerende - stykker af et tværmedialt fotografi, ‘home- grown’ i Susanne Wellms atelier. Hun benytter sig ikke af forklarende tekster, men hvert billede i denne suite har en titel - som en novelle. Hun siger klart og tydeligt, at billeder ikke må blive færdige, ‘så er de ikke gode’. I arbejdet med de fundne billeder og komposition af det færdige billede, kalder Susanne Wellm sig en håndværker, og det langsomme, tekstilske håndværk synes at ligge som en del af den fotografiske praksis.
Kunstnerisk praksis
Fotografiet blev i sin tid født i skillepunktet mellem laboratoriet og atelieret, og der er det landet igen. Susanne Wellm kalder sig selv anarkist, hvad angår fotografiet. Med sin avancerede brug af forskellige billedkilder, både af ‘fundne’ billeder og ‘originaler’, skaber hun appropriationer, uden at det fotografiske billedes ellers indbyggede kritiske funktion følger med. Det er et givent vilkår i samtidsfotografiet, som yngre kunstnere er født ind i. Appropriationen rummer i sig selv noget aggressivt og er en ‘billedkapring’ af eksisterende fotografier, der ikke vil være hverken kendte eller konforme. De lånte billeder blandes hos Wellm altid sammen med egne optagelser.
Det er ambitiøst og begavet og slet ikke let. Man behøver ikke selv at have gemt sig bag et kamera hele livet for at forstå de tilværelsesøjeblikke, Susanne Wellm vil dele med os andre. Hendes billedjagt, kombineret med den udtalte subjektive sensibilitet, tilsættes den næsten magiske beherskelse af komposition, farve og ophængning. Alle kunstnerens ophængninger er baseret på nøje modelopbygninger over udstillingslokalet. Dette pilne, styrende forarbejde forløser billederne på det formelle plan og gør det til en særlig oplevelse at blive inviteret ind i installationerne i de Wellmske rum.
Et stamtræ & et erindringsbal
Hvis man skal sammenligne eller fremkalde en art stamtræ blandt andre kvindelige danske fotografer, tilhører Susanne Wellms billeder nogle grene, som dannes af en modernistisk cocktail af Marianne Engberg, Tove Kurtzweil og Nana Bisp Büchert. Fra Wellms tidlige let slørede excellent udførte sort-hvide fotogravurer til de nutidige raffinerede tekstilske appropriationer i douche farver. Det tekstil-fotografiske udtryk er blevet Wellms særkende. Hun udnytter de gamle fotografiers grove raster, dem som hun finder og genbruger, til at væve pas-sager af tid ind i billedsproget. Susanne Wellm blev oprindelig uddannet tekstildesigner på tekstillinien på Danmarks Designskole (1990-95). Måden hun bygger fotogra-fierne op minder om vævninger. Der går bogstaveligt talt tråde på kryds og tværs, også på det symbolske plan.
Noget der binder de her udvalgte fotografer sammen er en stærk stemme, ønsket om at fortælle historier, en selv-repræsentation, at formulere de særlige tanker om det menneskelige drama og den menneskelige overlevelse som bindemidler til det rene liv og en art nulstilling af eksistensen. Det kan opleves som selve livskraften i mediet.
Som hos den sydafrikanske billedkunstner Marlene Dumas (f. 1953), som er én af favoritkunstnerne, er Susanne Wellms udgangspunkt oftest en eksisterende fotografisk kilde.
I dag er det amatøren som vidne, der med sin hyper-hightech mobiltelefon måske tager de mest farlige og vigtige historiske billeder, og det er billedkunstneren, der genopretter roen. En billedkunstner der tager udgangspunkt i de eksisterende billedarkiver og (be)viser den ustoppelige cross-dressing og make-over, der på kamuflerede måder viser os, at historien gentager sig: et flygtningetema fra mellemkrigstidens Europa er ikke anderledes end nutidens billeder af flygtninge. Nutidens flygtninge, og os som bevidner kaos og menneskelige kata- strofer, er til stede i samtidshistorien. Billederne tilhører det offentlige domæne, og vi behøver ikke fysisk at være dér, hvor de dramatiske scener udspiller sig, for at dele erfaringen. Wellms billeder rummer denne spænding, som er i al god kunst: vi er med, men ikke mere med end, at vi i billeder med kun de sarteste antydninger forbeholder os retten til at sige, at vi også vil se kunst, billeder der ophæver det hverdagsagtige, og som er frigjorte fra aktualiteten. Når dette skrives her, skal det samtidig nævnes, at endnu er kunstens tilfældigheder og indbyggede mysterier ikke afskaffet. Samme Dumas har rammende udtalt, at kunsten netop eksisterer for at frisætte os fra kulturens tyranni.
Heuristisk metode: rummet og jeg’et
I billedkunsten er der mentale rum, vi kan dele, og private rum, som vi ikke kan dele. I Wellms praksis svæver der ubittert et lettere melankolsk spøgelse rundt. Hun synes ikke optaget af at vise det, der ikke kan vises. Tværtimod viser hun os, dét, der er svært at vise, og som vi sjældent vier opmærksomhed i form af billeder. Henkastet og uden kronologiske forpligtelser, men med forsøget i at fange, med sit eget kunstneriske temperament, dét der ligger mellem den nøgterne mikroskopi og den totale sanseovergivelse. Hun benytter sig af en poetisk konkretion.
Susanne Wellm sanser med overtydelighed en bevidsthed om den anden som subjekt med en anderledes bevidsthed, men understreger i sine billeder den fælles visuelle opmærksomhed og dens betydning: du skal se, hvad jeg ser, så vi kan dele det. Det er billeddannelser, der opererer raffineret og afsøgende fra det indre til det ydre plan. Billeder er billeder: ved, rent teknisk, at foretage de bevidste valg giver Wellm sig selv muligheden for at skabe en fortælling, hvor visionen afgør sandheden, og hvor virkeligheden bliver formet af tanken.
Susanne Wellm er tilknyttet Galleri KANT, København, og Sous les Etoiles Gallery, New York
Between Still and Moving,
Brandts 13, Odense.
26.8.16 - 30.12.16
Not Here Yet, (gruppeudstilling)
H2 - Zentrum für Gegenwartskunst im Glaspalast in Augsburg, Tyskland.
18.11.16 – 23.4.17
WINTER 1617, (gruppeudstilling)
Galleri Kant, København
11.12.16 – 11.2.17
The Farther I Remember, (gruppeudstilling)
Carolle Benitah, Eeva Hannula, Susanne Wellm, Robin Cracknel,
Sous Les Etoiles Gallery, New York,
10.12.16 – 4.2.17
Group exhibition: The Farther I Remember, with Carolle Bénitah, Robin Cracknell, Eeva Hannula, Susanne Wellm at Sous Les Etoiles Gallery, New York, Dec. 10 - Feb. 4, 2017
“The farther I remember” highlights each photographer’s unique relationship to memory and time. In the collected works on view, the artists have mined their past, dreams, and subconsciouses to create images that are at once familiar and new using various techniques and crafts that include the layering of images, direct physical contact with the photograph, and analog and digital methods of reworking the negative or original image.
http://www.souslesetoilesgallery.net/exhibitions
Solo exhibition; "Between Still and Moving" at BRANDTS13, Jernbanegade 13, 5000 Odense C. From 25. Aug. until 30. Dec. 2016.
Group exhibition: WINTHER 16/17, Galleri KANT, Copenhagen. 11. dec. - 11. feb. 2017
THE ISLAND SHOW at Galleri KANT, Fanø. Until August 7 th. 2016 / http://gallerikant.dk/exhibitions
Solo Show / "Between Still and Moving" / Galleri KANT / 2. June - 2. July 2016 / http//www.gallerikant.dk
Art Herning / Galleri KANT / 29. - 31. januar 2016
May 7 - June 20, 2015. SOUS LES ETOILES Gallery, 560 Broadway #603, New York.
With No Direction Home, feb. 2015 / Installation view at Galleri Tom Christoffersen
Two works from the Inner Landscapes exhibition at Blue Sky Gallery were recently purchased by Portland Art Museum
The work Falling from Inner Landscapes will be sold at FotoFest International Fine Print Auction on March 24th 2014
